Jordart og jordbund besvarer forskellige spørgsmål. Det har betydning, når kortdata skal bruges i et biomasseprojekt.

To kort kan dække den samme mark og alligevel give vidt forskellige svar. Det ene viser, hvordan geologiske materialer fordeler sig nær overfladen. Det andet beskriver jordbundens egenskaber eller samler dem i en klasse. For et biomasseprojekt betyder forskellen noget, længe før der bliver regnet på udbytte eller økonomi.

GEUS har udgivet version 7.1 af Danmarks Digitale Jordartskort i 2026. Aarhus Universitets rapport om JB2024 beskriver et andet kortgrundlag, hvor jordbundstyper blandt andet knyttes til tekstur, organisk materiale og kalk. De to produkter kan bruges sammen, hvis det står klart, hvad hver kilde faktisk bidrager med.

Geologi og dyrkningsjord besvarer hver sit spørgsmål

På GEUS kortet repræsenterer en farve en geologisk jordart. Kortlæggeren kombinerer materiale fra prøver i felten med en fortolkning af landskabet. Kortet kan derfor hjælpe med at se, hvor en mark ligger i forhold til forskellige aflejringer. Det giver ikke en laboratoriemåling af lerprocent for hvert punkt i marken.

Aarhus Universitets jordbundsarbejde retter sig mod andre egenskaber. Tekstur handler om størrelsesfordelingen af jordens partikler. Den kan beskrives med indhold af ler, silt og sand. Når oplysningerne bruges til en jordbundstype, anvendes der en klassifikation, som også kan inddrage andre egenskaber end kornstørrelse.

Det er derfor muligt, at en geologisk grænse og en grænse i jordbundskortet ligger forskelligt. Kortene behøver ikke være uenige om samme måling. De kan beskrive forskellige lag, forskellige egenskaber og forskellige metoder til at tegne grænsen. Den første kontrol er at sammenligne definitioner og dybder.

En farve på kortet er ikke et analyseresultat

Det er let at zoome ind og få indtryk af, at kortgrænsen går nøjagtigt langs en hjulsporlinje eller en grøft. Et digitalt kort kan vise en tydelig streg, selv om den faglige usikkerhed er større end stregens bredde. Zoom ændrer visningen. Det giver ikke flere oprindelige observationer.

GEUS beskriver prøver taget med et håndspyd med omtrent 100 til 200 meters mellemrum ved jordartskortlægningen. Mellem observationerne må geologien fortolkes. I Aarhus Universitets rapport er opløsningen for Tekstur2024 angivet til 10 meter. Det er afstanden i det digitale kortnet, ikke en oplysning om, at der er udtaget en prøve i hver celle.

For den, der planlægger et forsøg på en mark, kan begge kort være nyttige til at finde overgangszoner. Men når resultatet står og falder med en lokal egenskab, er det værd at kontrollere den dér, hvor forsøget skal ligge. Et kort er især nyttigt til at beslutte, hvor man skal undersøge nærmere.

Arealandelen kan regnes uden at opfinde en jordværdi

Hvis formålet er at beskrive, hvor meget af et projektareal der ligger i hver kortklasse, kan markgrænsen skæres med kortlaget. Resultatet er arealer. Det kan være relevant til en indledende screening eller til at vælge, om to dele af marken bør beskrives særskilt.

En arealandel beregnes som P = 100 × A / T. Her er A overlaparealet i hektar for den valgte klasse, og T er projektets samlede areal i hektar. P angives i procent. Arealerne skal være opgjort på samme grundlag, og projektets samlede areal skal være større end nul.

Forestil dig et projekt på 12 hektar. Et kortlag dækker 7 hektar med én klasse og 4 hektar med en anden. For den sidste hektar mangler der en gyldig værdi. Regnestykket giver cirka 58,3 procent i den første klasse, 33,3 procent i den anden og 8,3 procent uden klassifikation, når hele projektarealet er nævneren.

Tallene er konstrueret for at vise metoden. De siger ikke noget om en bestemt mark. Pointen er, at den uklassificerede del skal kunne ses. Hvis den bliver fjernet, ændrer procentgrundlaget sig. Så kan en klasse se ud til at dække mere af marken, selv om der ikke er kommet ny viden.

Et udbytte kræver flere oplysninger

Når kortet skal indgå i et biomasseprojekt, er det næste spørgsmål, hvad beregningen skal forudsige. Skal den beskrive et forventet høstudbytte, et transportbehov eller en klimaeffekt? Det kræver forskellige input. En arealandel siger, hvor meget plads en kortklasse optager. Den siger ikke, hvor meget tørstof afgrøden vil levere.

Et udbytteestimat skal have sin egen dokumentation for blandt andet afgrøde, lokalitet, dyrkningspraksis og periode. Hvis der er observerede høsttal, bør det fremgå, hvilke år de dækker, og om vægten gælder våd biomasse eller tørstof. Kortets jordklasse kan være en del af forklaringen uden at fungere som en udbyttefaktor.

Det samme gælder klimaeffekten. Et kort kan beskrive et udgangspunkt, men en påstand om ændring kræver, at man ved, hvad der sammenlignes med, og hvilke processer regnestykket medtager. En jordklasse er ikke en måling af ændret kulstoflager eller reducerede emissioner. Læs om systemgrænser og reference i et biokulregnskab.

Bevar sporbarheden når kortet ændres

En rådgiver bør kunne finde tilbage til det kort, der blev anvendt. Det kræver mere end et skærmbillede. Notér datasættets navn, version, dato for udtræk og hvilken dybde eller egenskab der blev valgt. Gem også markens afgrænsning, så overlapberegningen kan gentages.

Hvis en ny udgave flytter en grænse, kan arealandelene ændre sig, uden at der er sket en fysisk forandring på marken. En ændring i kortet kan skyldes ny kortlægning eller en revideret metode. Det er noget andet end en ændring som følge af en ny dyrkningspraksis.

Det nyttige første skridt er derfor at vælge kort efter spørgsmål. Brug geologien til at forstå aflejringerne og jordbundsdata til de egenskaber, som laget er bygget til at beskrive. Brug derefter lokale observationer, når beslutningen kræver det. Så hjælper kortene med at finde de rigtige spørgsmål uden at give et mere præcist svar, end data kan bære.

Brug forskellen mellem kortene til at planlægge prøver

Hvis formålet er at sammenligne to dyrkningsstrategier, kan det være en fordel at undgå, at den ene strategi tilfældigvis ligger på én jordtype og den anden på en helt anden. Kortet kan pege på en sådan forskel, før forsøgsarealet er lagt fast. Den lokale prøvetagning kan derefter kontrollere, om forskellen også findes i det jordlag, man vil undersøge.

Notér hvor dybt der er taget prøver, og om en analyse dækker et enkelt punkt eller en blanding af flere stik. En blandet prøve kan give et nyttigt gennemsnit, men den fortæller mindre om variationen mellem de steder, hvor materialet blev taget. Valget afhænger af, om spørgsmålet handler om markens gennemsnit eller om en bestemt overgang.

GEUS om kortlægningsmetoden · Datasættet hos GEUS · DCA notatet om jordbundstyper