Mere organisk materiale i jorden giver ikke automatisk mindre lattergas

Europæiske markforsøg viser lovende resultater for kompost og biokul, men et dansk forsøg fandt ingen sikker reduktion. Materialet, gødningen og sammenligningsgrundlaget afgør, hvad klimaregnskabet kan fortælle.

En mark kan få mere kulstof uden nødvendigvis at sende mindre lattergas ud i atmosfæren. Det er en central udfordring, når organiske materialer skal indgå i landbrugets klimaindsats. Det, der forbedrer én del af regnskabet, kan ændre andre dele, og retningen er ikke givet på forhånd.

Derfor er organisk materiale en for bred betegnelse til at fungere som klimafaktor. Kompost, gylle, planterester og biokul kan indgå i meget forskellige dyrkningssystemer. En retvisende vurdering må begynde med den konkrete behandling og den drift, den sammenlignes med. Først derefter giver et procenttal mening.

Europæiske marker giver et vigtigt holdepunkt

Elena Valkama og kolleger offentliggjorde den 28. maj 2024 en metaanalyse i European Journal of Soil Science. Den samlede mere end 50 markforsøg fra 15 europæiske lande. Forsøgene omfattede mineraljorder og hovedsageligt kornafgrøder, mens lattergas blev målt over perioder fra 30 til 1.070 dage.

Kompost og biokul var forbundet med gennemsnitligt henholdsvis 25 og 33 procent lavere lattergasudledning end de relevante kontroller med mineralsk kvælstofgødning. Men undergrupperne omfattede kun seks og otte sammenligninger. Resultaterne viser et potentiale, samtidig med at materialets sammensætning og jordbundens forhold begrænser, hvor generelt gennemsnittet kan anvendes.

For andre organiske tilførsler fandt forskerne en tendens til lavere emissioner ved anvendelse alene og højere emissioner ved samtidig mineralsk gødning. Det er ikke en generel opskrift på at fjerne mineralsk kvælstof. Det er et resultat, der understreger behovet for at undersøge gødningsstrategien som helhed.

Artiklen blev rettet i september 2024, fordi flere forsøgssteder var placeret i en forkert miljøzone i en tabel. Rettelsen ændrer betegnelsen fra en nordlig alpin zone til en nordlig atlantisk zone, bortset fra ét forsøg. Den er relevant, når resultaternes geografiske overførbarhed vurderes.

Et dansk forsøg gav ingen sikker reduktion

Et dansk markforsøg giver en nyttig modvægt til gennemsnittet. Henrik Thers og kolleger undersøgte vinterraps på sandblandet lerjord i 2017 og 2018. Forsøget sammenlignede biokul fra hvedehalm og svinegødningsfibre ved doser på 1,5 og 15 ton pr. hektar samt betydningen af, at biokullet havde ligget i marken.

Over 402 dage fandt forskerne ingen statistisk sikker effekt af behandlingerne på den samlede lattergasudledning. Der var heller ingen sikker effekt på høstudbyttet. Studiet, offentliggjort i 2020, omfattede en udpræget sommertørke. Det understøtter forsigtighed med at overføre en gennemsnitlig international reduktion direkte til en dansk mark.

Hvorfor en mark og et laboratorium kan svare forskelligt

Forsøgets laboratoriedel viste, at høje doser frisk biokul kunne hæmme lattergasproduktion under iltfrie forhold, mens ældet biokul ikke havde samme virkning. Det er relevant mekanistisk viden. Men den målte laboratorievirkning var ikke en dokumenteret emissionsbesparelse ved de doser og markforhold, som blev afprøvet ude i forsøget.

En bredere analyse af Lei Zhong og kolleger fra marts 2025 illustrerer endnu et metodeproblem. Den beskriver først, at laboratorieinkubationer blev udeladt, og at markforsøg og potteforsøg indgik. Senere omtales observationerne som markresultater og laboratorieresultater. Betegnelserne er ikke tilstrækkeligt entydige til ukritisk anvendelse som praktisk doseringsgrundlag.

Det er ikke det samme som at afvise hele analysen. Det betyder, at et bestemt anvendelsesformål kræver mere afklaring. Et forsøg kan bidrage til forståelsen af en mekanisme uden at være et tilstrækkeligt grundlag for et nationalt gennemsnit, en produktdeklaration eller et projekt, der sælger dokumenterede klimafordele.

En procentvis reduktion fortæller kun en del

Den relative reduktion kan skrives som r = 100 × (E₀ − E₁) / E₀. E₀ er kontrollens udledning, og E₁ er behandlingens udledning. Begge skal have samme enhed og dække samme periode. Resultatet r angives i procent, og kontrollens udledning skal være større end nul.

Et illustrativt regneeksempel viser betydningen. Antag 2,0 kg N₂O pr. hektar i kontrollen og 1,6 kg i behandlingen over samme år. Det svarer til 20 procent lavere udledning pr. hektar. Tallene er valgte regneværdier og kommer ikke fra de omtalte forsøg eller fra en dansk emissionsfaktor.

Antag samtidig et høstudbytte på henholdsvis 6 og 4 ton tørstof pr. hektar. Udledningen bliver cirka 0,33 og 0,40 kg N₂O pr. ton tørstof. Dermed er udledningen i eksemplet 20 procent højere pr. ton produkt, selv om den er lavere pr. hektar. Begge beregninger er korrekte, men besvarer forskellige spørgsmål.

Udbyttet behøver naturligvis ikke falde ved en organisk behandling. Eksemplet viser blot, hvorfor udbyttet skal registreres, før en arealbaseret forskel omsættes til et produktbaseret klimaaftryk. Ved sammenligning af faktiske projekter skal også måleusikkerheden indgå. Den er ikke indeholdt i det forenklede regnestykke.

Illustrativt regneeksempel. Udledningen falder 20 procent pr. hektar, men stiger 20 procent pr. ton tørstof, fordi det valgte udbytte falder. Ingen af værdierne er forsøgsresultater.

Enhederne kan skabe store fejl

Lattergas kan rapporteres som hele molekylet N₂O eller som den mængde kvælstof, molekylet indeholder. Det sidste skrives ofte N₂O angivet som N. IPCCs metodevejledning bruger blandt andet denne kvælstofbaserede enhed. Den må derfor ikke uden omregning blandes med en opgørelse i kg N₂O.

Omregningen er mængden af N₂O angivet som N ganget med 44/28. Dermed svarer 1 kg i kvælstofenheden til cirka 1,57 kg N₂O. Det er en omregning mellem masseenheder, ikke til CO₂ ækvivalenter. Den sidste beregning kræver et angivet klimamål, en tidshorisont og en dokumenteret karakteriseringsfaktor.

Fra markens måling til hele værdikæden

IPCCs vejledning skelner mellem forskellige kvælstoftilførsler og klimaforhold og behandler både direkte og indirekte lattergasemissioner. En måling af gassen fra marken er derfor ikke automatisk lig med alle emissioner, der kan henføres til dyrkningen. Det gælder også, selv om målingen dækker et helt år.

En livscyklusvurdering skal desuden fastlægge sin funktionelle enhed og systemgrænse. Skal sammenligningen gælde en hektar dyrket jord, et ton høstet tørstof eller et bestemt produkt? Produktion af gødning eller biokul, transport, energi og ændringer i jordens kulstoflager kan være relevante dele af det samlede system.

Flere produkter fra samme proces kræver et tydeligt metodevalg, så miljøbelastningen ikke fordeles forskelligt uden forklaring. Det samme gælder referenceforløbet for råvaren. En reststrøm, som allerede havde en anvendelse, kan ikke uden videre behandles, som om den ellers var forsvundet uden miljømæssige følger.

Kulstoflagring og undgåede emissioner skal kunne genfindes

Den europæiske analyses database blev offentliggjort i april 2024 og bygger på ældre forsøgsresultater fra publikationer mellem 1993 og 2022. Arbejdet modtog støtte gennem EJP SOIL under Horizon 2020. Zhong analysen oplyser støtte fra kinesiske og universitetsbaserede forskningsmidler samt ingen interessekonflikter.

For danske projekter er konklusionen derfor en opfordring til bedre dokumentation. En dokumenteret stigning i kulstoflageret og en dokumenteret reduktion af lattergas er forskellige bidrag. Forklaringen af jordkulstof og biokul uddyber forskellen. Begge bidrag kan være relevante, men ingen af dem bør indsættes som en automatisk bonus uden et beskrevet grundlag.