Mineraler i biokul kan flytte CO₂-regnskabet, men ikke med én fast procentsats

En ny modelanalyse peger på en overset forbindelse mellem biokuls mineralindhold og uorganisk kulstof. Det udvider diskussionen om, hvad der skal tælles med, når kulstoflagring omsættes til klimaeffekt.

Forskning · 20. oktober 2026

Hvor meget CO₂ fjerner et ton biokul? Spørgsmålet kan ikke besvares alene ved at veje produktet eller måle dets kulstofindhold. En ny analyse bringer mineraler og alkalinitet ind i debatten og peger på, at klimaregnskabet også skal forholde sig til det kredsløb, biomassen ellers ville have indgået i.

Et regnskab med en reference

Ahmed og kolleger sammenligner biokulproduktion med et referenceforløb, hvor biomassen nedbrydes. Planters optag af ioner og den senere tilbageførsel ved nedbrydning indgår i jordens syre-base-forhold. Når ioner tilbageholdes i biokul, kan det ændre alkalinitetens og det uorganiske kulstofs forløb. Analysen blev offentliggjort 25. september 2026. [1]

For 85 observationer med komplette elementdata beregnes gennemsnitligt 3,2 procent lavere effektiv CO₂-fjernelse under ét frigivelsesscenarie. Andre antagelser giver 3,9 og 5,1 procent. Resultaterne er scenarieafhængige modelestimater, ikke en universel korrektion. Projektet oplyser støtte fra blandt andre Yale Center for Natural Carbon Capture og Grantham Foundation; forfatterne erklærer ingen kommercielle eller finansielle interessekonflikter. [1]

En procentsats uden beregningsgrundlag kan vildlede

Det afgørende praktiske spørgsmål er, hvad procenten beregnes af. Er udgangspunktet lagret organisk kulstof, en holdbarhedsjusteret bruttomængde eller et nettoresultat efter procesudledninger? De størrelser er ikke identiske. En procentsats fra én model kan derfor ikke flyttes ind i et andet regneark uden at kontrollere definitionerne.

Antag som et rent regneeksempel en modelstørrelse på 1.000 kg CO₂ og en reduktion på 3,2 procent. Reduktionen er 32 kg, så den justerede størrelse bliver 968 kg. Det viser procentregningen, men siger intet om, hvorvidt de 1.000 kg er korrekt opgjort, eller om korrektionen passer til et konkret produkt.

Kulstofmasse og CO₂-masse er heller ikke det samme

Ved omregning fra kulstof til den tilsvarende CO₂-masse bruges forholdet mellem molekylmasserne, 44/12. Ét kilogram kulstof svarer således til cirka 3,67 kg CO₂. Omregningen er støkiometri; den er ikke dokumentation for, at kulstoffet er lagret varigt eller repræsenterer en ekstra fjernelse.

Som en forenklet opstilling kan man skrive: bruttolagring = tør biokulmasse × organisk kulstoffraktion × tilbageværende andel ved valgt tid × 44/12. Alle led skal have klart definerede enheder og samme reference. Procesudledninger og andre relevante effekter skal vurderes separat. Opstillingen er en forklaringsmodel, ikke en certificeringsmetode.

Dansk forskning viser også grænserne for en enkelt indikator

En publikation med forskere tilknyttet Aarhus Universitet fra 2025 fremhæver faldgruber ved at bruge biokuls molære H/C-forhold som eneste mål for holdbarhed. Forholdet mellem hydrogen og kulstof bruges som indikator for struktur og stabilitet, men den nedbrydelige kulstoffraktion er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt beskrevet af én samlet kemisk ratio. [2]

Det er et andet spørgsmål end mineralernes alkalinitetseffekt. Den fælles metodiske pointe er, at en enkelt analyseværdi ikke kan bære alle konklusioner om et heterogent materiale. Hvis flere delprocesser bestemmer resultatet, må dokumentationen kunne holde dem adskilt.

Et større potentiale fritager ikke det enkelte projekt for dokumentation

En faglig analyse i Communications Earth & Environment fra april 2025 vurderer, at biochar har et betydeligt globalt potentiale for klimabidrag, samtidig med at estimater varierer. Globalt potentiale og projektspecifik nettofjernelse er imidlertid forskellige størrelser. En vurdering af, hvad teknologien kan bidrage med samlet, dokumenterer ikke et bestemt anlægs leverance. [3]

For et dansk projekt er den redaktionelle konsekvens at efterspørge et gennemskueligt sæt af forudsætninger. Hvilken råvare bruges? Hvilken reference sammenlignes der med? Hvilken tidshorisont gælder? Og hvilke poster er målt, modelleret eller hentet fra generelle faktorer?

Hvad bør undersøges nu?

Et relevant næste skridt er at undersøge, hvor følsomt et konkret regnskab er over for alternative mineral- og frigivelsesantagelser. Et sådant scenarie bør stå ved siden af hovedberegningen med kilde, anvendelsesområde og begrænsninger, indtil der foreligger tilstrækkelig dokumentation til en anden behandling.

Den nye analyse giver dermed anledning til bedre spørgsmål, ikke et automatisk nedslag i alle biokulprojekter. Dens betydning ligger i at synliggøre en mulig ekstra post i regnskabet og gøre det tydeligt, hvor mere empirisk dokumentation er nødvendig.